SENJAFUDA | ||
|
Senjafudaen er en lap papir, som i Japan medbringes på pilgrimsrejsen og opklæbes på de hellige steder, som man møder på vejen. Pilgrimsrejsen har i Japan altid været en populær rejseform, og allerede omkring år 1100 var der i omegnen af hovedbyerne Kyoto og Nara en officiel pilgrimsrute med 33 templer at besøge. Rejsen indebar mange farer. Ud over sygdom og ulykker kunne man møde landvejsrøvere og dæmoner eller onde ånder, som man vidste, huserede langs vejene. Det var velkendt, at ord kunne beskytte mod disse farer, og skrifttegnet for en tiger, skrevet i den rejsendes håndflade, var således et godt våben mod vilde dyr og onde ånder. I år 988 skrev Kejser Kazan et digt i Kokawa-templet som et offer til Kannon, stedets gudinde for barmhjertighed. Hermed var traditionen med at efterlade ord i templerne indledt. En handling, som både blev set som et offer til guden og som et middel til at opnå beskyttelse mod det onde. Man skrev oprindeligt sine skrifttegn på små stykker træ, som man sømmede op i templerne. I Edo-tiden (1603-1868), da det trykte træsnit havde sin storhedstid, blev det almindeligt at trykke de magiske tegn på papir. Senjafudaen som et lille træsnit med en højde på ca. 15 cm og en bredde på ca. 5 cm opstod. Det kunne være et simpelt sort/hvidt tryk med skrifttegn, som viste ejermandens navn, eller det kunne være et lille farvet billede med både skrifttegn og motiv. Der udviklede sig forskellige typer til forskellige formål. En særlig senjafuda, kaldet Fujiko Nosatsu, viser et billede af Fuji og benyttes ved pilgrimsrejser til dette hellige bjerg. I tehuse på vejen til bjerget kan disse senjafudaer købes. Der opstod foreninger af senjafuda-entusiaster, som mødtes og udvekslede senjafudaer, der var blevet et yndet samleobjekt. Man fik træsnitskunstnere, som ofte også var medlemmer af foreningerne, til at designe nye og ofte meget kunstfærdige fudaer, som var mere til samlerbrug end til opklæbning og kaldtes kokanfuda. I samlet flok drog foreningens medlemmer på pilgrimsrejse for at opklæbe senjafudaer på templernes vægge. Det blev en sport at placere papirlapperne på særligt utilgængelige eller ligefrem ulovlige steder, idet nogle templer forbød opklæbningen, som man mente, havde taget overhånd og nærmest var blevet at sammenligne med nutidens graffiti. Senjafuda-traditionen med opklæbning og samlermani har overlevet til i dag, hvor man stadig mødes i foreninger på samme måde som frimærkesamlere. Hos nogle kunstnere kan man stadig bestille sine personlige senjafudaer. |
|
SENJAFUDA NR. 1 |
|
SENJAFUDA NR. 2 |
|