VISKOSITETSTRYK

er en farvegrafisk metode, som blev opfundet af den britiske grafiker Stanley William Hayter (1901-1988), som i 1920’erne grundlagde sit værksted, Atelier 17, i Paris. Med denne metode er det muligt at trykke et trefarvet tryk fra een og samme trykplade i een trykgang, en proces, der normalt kræver tre trykplader, en til hver sin farve. Teknikken udnytter, at oliebaserede farver med forskellig viskositet (tyndtflydende / tyktflydende) skyr hinanden. Metoden blev oprindelig benyttet til trykning af ætsninger på kobber eller zink, men er også anvendelig ved trykning af collografi (paptryk) og træsnit. Vigtigt er det, at der på trykpladen er et tydligt relief, hvilket for ætsningernes vedkommende fremkommer ved dybe og langvarige ætsninger. Metoden kan siges at kombinere forskellige trykketeknikker: Dybtryk (ætsning), hvor farven ligger i pladens dybeste områder. Højtryk (træsnit og linoleumssnit), hvor farven ligger på de højeste områder. Plantryk (litografi), hvor man udnytter, at olie og vand skyr hinanden.

FREMGANGSMÅDEN

Trykpladen er i dette tilfælde en papplade (Collografi), hvis overflade er bearbejdet med kniv og lim, og på hvilken der er klistret tyl og savsmuld. Til slut er overfladen lakeret med shellak for at beskytte den mod olie og opløsningsmidler.